Den sidste turist i Europa

Lulu Ziegler. Arkivfoto: YouTube.com

 I min barndom sidst i 1940'erne og starten af 1950'erne blev denne sang ofte spillet i radioens ønskeprogram, Giro 413:

og den gamle verden, som engang var min.

Jeg er kommet for at se, om det er sandhed,

at den nu kun er en rygende ruin.

Jeg var længe borte - alt for længe borte -

­fra det fjerne kun jeg hørte brag og skrig,

jeg vil ikke tro, at alt nu er ruiner,

kun en gold arena for den næste krig.

 Jeg er den sidste turist i Europa,

jeg tynges hverken af guld eller spleen,

men jeg må se, jeg må vide,

om Europa overho'det kan leve efter kri'en.

De, der før rejste af lyst eller lede -

bli'r borte nu, de søger andetsteds hen.

Jeg er den sidste turist i Europa,

jeg er kommet for at møde det igen.

Og jeg søger i det blødende Europa

efter det, jeg drømte om i mit eksil:

Kunstens evige og farverige blomster

og de stille lærdes gammelkloge smil.

I en gyldenkuplet kirke i Warszawa,

vil jeg tænde lampen under et ikon,

og en aften vil jeg vandre i Venedig

for at møde Tizian ved Rialtobroen.

Jeg er den sidste turist i Europa.

 Og som en hvileløs flakker jeg om -

Jeg vil til Wien for at mødes med Mozart,

jeg vil kæle for Rafael i Rom.

Jeg vil til London - til Stratford on Avon,

jeg vil se Antwerpen, Brughes og Bruxelles,

og som den sidste turist i Europa,

se Paris i solnedgang fra Tour d'Eiffel.

 Jeg har genset Goethes digterhus i Weimar,

drukket tusind rosers dufte i Eutin,

og et halvt forkullet bind af 'Buch der Lieder'

fandt jeg under et teater i Berlin.

Jeg har drømt i Dresdens små rokokogader

og det gamle Liibecks brogede gotik,

og et sted i Leipzigs nærhed vil jeg høre

fra en landsbyskole Beethovens musik.

Jeg har et ærinde overalt i Europa,

hvor kærligheden har lidt et forlis

til Pere-Lachaise, hvor en stenkiste gemmer

støvet af Abelard og Heloise.

Og mellem Parthenons doriske søjler

Pall as Athene med spydet i hånd

giver mig mod til at møde min skæbne

i den ranke, sokratiske ånd.

Jeg vil hilse alle Frankrigs katedraler,

smile sødt til en hyrdinde af Chardin,

møde Rembrandt mellem Amsterdams kanaler

og begrave mig i bøger i Louvain.

Jeg vil høre lærken synge over Norden

alle frie sjæles jublende motiv,

for at føle, at trods alt, hvad vi har mistet:

Under asken vil der vågne et liv!

Fordi du er som fugl Fønix, Europa!

Lad dem kun brænde dig og skænde din sjæl­ -

der vil dog altid spire nye, unge blomster

om din splintrede søjlekapitæl.

Jeg var den sidste turist i Europa,

der veg forfærdet for våbnenes gny ­-

jeg er den første turist i Europa,

når det rejser sig af asken på ny!

Sangen blev sunget første gang i 1948 af sangerinden Lulu Ziegler på den revy-scene, der hed "Riddersalen". Melodien var af Henrik Blichmann og  teksten af Mogens Dam.

Jeg vil tro, at alle i min generation kan huske denne sang og den stemning, den afspejlede. Stemningen efter den store europæiske katastrofe, som 2. verdenskrig havde været. Og håbet om, at Europa, "den gamle verden", "mit Europa", som efter så mange års krig var endt som "en rygende ruin" nu endelig kunne blive et helt Europa, der "rejser sig af asken på ny".

Det kom til at tage længere tid, end man troede dengang på grund af Jerntæppet og Den kolde krig. Vi blev delt i "dem" og "os". Vi blev vænnet af med at tænke europæisk. Det har taget tid, før Europa blev helt igen.

Desuden udtrykker sangen også en følelse af at være "europæer", en europæisk identitet; sangen taler om "mit Europa".

Sådan kunne man tænke i 1948, og det kommer vi til igen.

Kilde: http://www.festabc.dk/1/den-sidste-turist-i-europa.

Her kommer sangen, sådan som jeg husker den:

En sang om Europa

We'll meet again

Vera Lynn, en af stemmerne fra dengang - også i "Giro 413" - døde 18. juni 2020, 103 år gammel.

Hvis du vil høre flere ekkoer fra den tid, så klik her: Ekkoer fra dengang